Erhvervserfaring i studietiden

Aalborg Kommune og Aalborg Universitet har i en ny undersøgelse taget et kig på en række humanistiske uddannelser, hvor der er risiko for ledighed blandt dimittender.

Undersøgelsen viser, at erhvervserfaring er afgørende for, hvor hurtigt du kommer i arbejde efter du har endt din uddannelse. 10 måneder efter endt studie er 2 ud af 3 med erhvervserfaring i arbejde, hvorimod det blot er 1 ud af 3, der ikke har erhvervserfaring, som kommer i arbejde.

Derudover viser tallene, at næsten hver 3. (30%) dimittend med erhvervserfaring kan gå i arbejde direkte efter deres studie. For dem uden erhvervserfaring kan kun 1 ud af 10 (11%) gå direkte i arbejde efter endt studie. Undersøgelsen viser også, at næsten 4 ud af 5 (78%) ansættes i den private sektor.

Budskabet er derfor, at erhvervserfaring i din studietid fordobler din chance for at komme i job efter eksamen og kan være afgørende for at undgå lang tid på dagpenge.

 

 

Billedet er fra byrådssalen i Aalborg Kommune, hvor beskæftigelsesplanen 2019 drøftes med fokus på studiejob. 

 

(Undersøgelsen omfatter dimittender fra 5 uddannelser, der er på listen over de 28 mest ledighedstruede uddannelser. I undersøgelsen indgår 1.386 kandidatdimittender, der i perioden 2013-2017 afsluttede deres uddannelse og var bosat i Aalborg Kommune i perioden 2012-2018)

Del siden